Billedet handler for mig om mødet mellem naturens urkræfter og den sårbare menneskelighed.

Mens jeg arbejdede på værket, var jeg opslugt af kontrasten mellem menneskebarnet, og den statiske og den dynamiske i verden. Med stenen som det statiske, faste og hårde, og med vandet som det modsatte – det skiftende, eksplosive, rå og rene kraft, hvis eksplosion af skum, der skyder mod himlen, næsten føltes som et råb.
Midt i de to kontraster sidder barnet – en udhulet, gennemsigtig silhuet med sin orange-rød kant. Den lille krop sidder modtageligtpå stenen og rækker armen nysgerrigt og begejstret mod bølgens energi, uden frygt.