Ernst Laursen

Mit kunstneriske fokus

Kernen i hovedparten af min kunst handler om at være sanselig og bevæge sig væk fra det normative, fra at leve op til udefrakommende forventninger og krav, hvoraf nogle af forventningerne tilmed er fantasifostre. Til at være i kontakt med sig selv, udvikle forståelsen for hvem man egentlig er, og hvad der er reelle følelser: glæde, sorg, god energi versus frygt etc..

Til tider overdøvet af hvad man normativt ‘bør føle og gøre’, lystigt distribueret af lommefilosoffer og psykologer, alt sammen dygtigt formidlet gennem en skov af farveflimrende sociale medier.
Jeg har intet ønske om at udfordre de enkelte ‘støjkilder’ – noget som i værste fald kan føre til hovedløse ‘væk-fra-bevægelser’. Her synes det langt mere interessant at undersøge vejene, i håbet om, at den giver mening i form af indre kontakt og intensitet.

Min kunstneriske rejse

Det begyndte at tage fart umiddelbart efter min camino i 2015 med værket Eftertanke.
Værket tager sit udgangspunkt i en morgen efter en ganske særlig caminoaften, hvor jeg passerede en kirke, og det gryende sollys fik alt til at stråle, smukkere end virkeligheden.
Aftenen inden havde jeg spist, drukket og diskuteret med en sydkoreansk katolsk præst. Diskussionerne havde været mange: lette og tunge, sjove og alvorlige, religiøse og ikke. Det jeg tog med mig, var at stoppe op i ny og næ og tænke over: Hvorfor er jeg her?
For både at træne og teste konceptet, besluttede jeg, at hver gang jeg på min camino passerede en kirke, ville jeg stoppe op og ‘tjekke ind, med mig selv’.

Det var et overvældende syn, som mødte mig den morgen, og som jeg omhyggeligt fotograferede samtidig med mit første tjek-in. Efter min hjemkomst fik jeg billedet forstørret til 2×3 meter og hængt op. Men det var for mig et meget smukt og stemningsfyldt, men også ufuldstændigt.

Det kick startede en lang og spændende proces, hvor jeg arbejdede med forskellige måder at give billedet det liv og den oplevelse, jeg havde haft.
Processen endte ud med den ‘hule silhuet’, som i dag sidder på bænken og har gjort det til værket Eftertanke. Den hule silhuette er efterfølgende blevet gennemgående i alle værkerne i serien Bevægelser, samt en den del af mine værker som handler om at komme ‘hjem’ til sig selv.

Serien Bevægelser, er i tre kapitler: Overture, Allegro og Finale, og handler om starten på en rejse – om at komme hjem til sig selv, i perspektivet at ville rejsen, være på rejsen og endeligt at afslutte den. En rejse som i virkeligheden gentages flere gange, i takt med at erkendelserne bliver til, og nye drømme og mål etablerer sig i horisonten.

Uden at vide det blev serien både til en plan og en forudsigelse for mine efterfølgende år. Først at få en idé om, hvad der var godt, skidt eller tomt i mit liv. Bevægelsen i at forstå det – både sanseligt og intellektuelt. Endeligt at forstå retningen, samle kræfterne og bevæge sig ud i det uvisse – der, hvor meget er anderledes, og meget må lades agter.

En rejse var begyndt, en rejse om at være søgende – i retning af at komme ind til essensen, at komme ind til kernen, væk fra støj og forvirring.

Et mønster kan ses i, at de værker, som er bygget over den hule silhuet, handler om mig, mine ståsteder og bevægelser.
Mens fx serierne Camino-portrætter og Grønlands-portrætter er to serier af mennesker, jeg har mødt på rejserne, hvor jeg reflekterer over deres ståsteder og bevægelser – via fotografiet og via tilføjede symboler. Ønsket er på ingen måde andet end at formidle mine oplevelser – og så afgjort ikke at dømme.

Udover serien af Soloværker som rummer mange fine ting, så springer serien Refleksioner, ligeledes ud af en camino vandring, blot i 2018.
Når det kommer til vandringer, så kan de være meget forskellige, men fælles er nok, at der er vidunderligt med tid og mulighed for at synke ned i sine tanker.
En af mine tankerejser blev refleksioner over, at alting eksisterer i kraft af sin modsætning. Fx giver det mening at tale om varmt vand, fordi der findes koldt vand. Men at adressere vådt vand giver ikke megen mening, da der ikke findes tørt vand – eller grader heraf.
Det ledte til tanker om at skulle leve i Nu’et, hvilket den almindelige retorik titulerer i bydeform. Men hvis man ikke tillader sine tanker at bevæge sig i fortiden, så udebliver læring og minder; tilsvarende, hvis man ikke zoomer ind på drømme, ønsker og fremtid, så må man antage, at man lever et liv uden retning – med tilfældig glæde.
Serien Refleksioner zoomer ind på seks forskellige emner og søger at behandle dem. Værkerne fremstår sort-hvide med en meget enkel og kraftfuld lyslægning.

I 2024 skabte jeg Serien Agape, som består af tre værker: The Mother, The Father og Agape Stunder. De to første værker udgør et dobbeltværk, som undersøger, hvad der ligger i barn–moder-relationen versus barn–fader-relationen: hvad forældrenes naturligt forskellige roller giver barnet – og hvad det ikke får med sig, hvis denne relation afviger radikalt.

I Agape Stunder undersøger jeg begrebet agape (et oldgræsk begreb, der betegner uselvisk, ubetinget kærlighed – ofte forstået som den højeste form for kærlighed, der gives uden forventning om gengæld) i forhold til et ungt par. Der er næppe tvivl om deres oplevede store gensidige hengivenhed, såvel som der givet også er en del biologi i deres relation. Men der er også stunder, hvor inderligheden indfinder sig, og de synker ned i havet med agape-relationer og de bindes yderligere sammen.

Serien Menneskebarn blev ‘født’ i 2024 og består af fire værker, hvoraf to er båret af den hule silhuet på sort-hvid fotografisk baggrund.
Værkerne forholder sig til det spæde menneskebarns appetit og søgen ud i verden – en kraft, jeg mener, man som menneske skal nære for at opleve sig selv som et levende menneske.

Værket Nærhed er et multieksponeret sort-hvidt værk om den intime mor–barn-relation. Endeligt værket Barnet af blomsten – en farverig leg med hule silhuetter, symbolik, undfangelse og fødsel. En fortælling om den indre higen efter livet og ønsket om at komme ud i det.

Sommeren 2025 så serien Sindbilleder dagens lys. Serien arbejder med nogle af de sindstilstande, vi af forskellige årsager taber os selv i – eller som giver os kræfter til at flytte os. Serien er sort-hvid og optaget i havet, i et forsøg på at sætte illustrerer rammerne for ‘sindsoplevelser’.

Nogenlunde samtidigt så serien Himlen under havet – havets lys. Serien er ligeledes optaget i havet/Øresund og er som udgangspunkt inspireret af det klassiske motiv Den lidende Jesus. Serien er ikke tænkt som et religiøst statement, men – ligesom Sindbilleder – arbejder den med sindstilstande, her: lidelse, taknemmelighed og tilgivelse.

Præsentation

Det betyder meget for mig hvordan mine værker præsenterer sig, da dette er det sidste kritiske led, ud af en lang proces, inden værket og dets budskab møder beskueren.

Jeg printer mine værker på kraftigt bomuldsfibrepapir af meget høj kvalitet fra Hahnemühle, som bedst beskrives og opleves som kraftigt akvarelpapir.
Jeg oplever, at dette giver værkerne et liv, som jeg ikke finder i det lidt hårdere udtryk på klassisk fotopapir. Processen frem mod det endelige resultat er særlig på denne type papir, da farverne tager 2-3 dage om at falde helt på plads, hvilket gør, at forløbet let tager nogle uger. Til sidst river jeg kanterne på papiret, hvilket giver helheden et mere organisk udtryk.

Jeg foretrækker indramninger, der ‘serverer’ og rækker værket ud imod beskueren. Derfor monterer jeg mine værker svævende over baggrunden, som udgangspunkt monteret i en sortbejdset egetræsramme. Dette skaber en god ro og afgrænsning omkring værket, så det ikke skal konkurrere med omgivelserne.

Kontakt mig

Las os tale sammen og se hvad vi kan gøre for hinanden.